Quantcast
Channel: Sarahs Kager » kanelsnegl

Kanelsnegle bagt på amerikansk

$
0
0

kanelsnegle-bagt-paa-amerikansk-2

Kanelsnegle kan virkelig være et lækkert stykke bagværk – men de skal ikke efter min mening bages på den traditionelle danske måde, hvor sneglene skæres og lægges på en bageplade hver for sig. Jeg er derimod tilhænger af at bage dem på den amerikanske metode, hvor sneglene står tæt side om side i en metalform. Ved at bage sneglene på den danske metode, synes jeg at det yderste af kanelsneglen bliver for tør, jeg ”skræller” tit den yderste ring af, så jeg når ind til den mere snaskede midte, den tørre yderskal undgås ved at bage dem tæt sammen i en form. Noget jeg til gengæld ikke er så glad for, ved den amerikanske måde at bage kanelsnegle på, er at de overhælder dem med ekstreme mængder glasur – det bliver lige en tand for sødt til min smag. Hvis man gerne vil dekorere sneglene, synes jeg en smule chokolade eller citronglasur fungerer godt. På billedet har jeg bare drysset noget smeltet chokolade over, men syntes egentlig i bagklogskabens lys, at chokoladeglasur ville have været bedre.

Opskrift på kanelsnegle bagt på amerikansk (12 – 14 stk.):
25 g gær
1 dl mælk
1 spsk sukker
½ tsk salt
1 æg
100 g blødt smør
ca. 300 g mel

Fyld
:
100 g blødt smør
100 g brun farin
½ spsk kanel
knivspids friskrevet muskat

Udrør gæren i lunet mælk. Rør sukker, salt og sammenpisket æg i. Findel smørret i melet. Kom gærvæden i og ælt alt sammen. Sæt dejen til hævning et lunt sted i en time til halvanden. Rul dejen ud til en stor firkant. Rør smør og farin sammen med kanel og muskat. Rul dejen sammen, skær dejpølsen i 1 cm. tykke skiver og sæt dem i en metalform side om side. Lad sneglene hæve en halv time.
Bages midt i ovnen i ca. 15 minutter ved 200 grader. Bland evt. en glasur eller smelt chokolade til at pynte med.

kanelsnegle-bagt-paa-amerikansk-1

 


Sticky Buns eller fedtede karamel-kanelsnegle

$
0
0

sticky_buns1

Disse snegle er en mellemting mellem en tarte tatin og kanelsnegle, forstået på den måde at sneglene bliver bagt med overfladen nedad, så de kan opsamle mest mulig af en lækker karamel-pecannøddeblanding. Jeg har brugt samme opskrift på kanelsnegle, som jeg allerede har vist her på sitet, og så har jeg kombineret opskriften med en traditionel opskrift på amerikanske sticky buns.
Det er ikke til at komme udenom, at disse snegle bliver søde, det giver sig selv, når man tilsætter over dobbelt så meget brun farin som der almindeligvis er i kanelsnegle, men til gengæld spiser man ikke så mange af dem, det er næsten fysisk umuligt – i hvert fald hvis du bager dem så store som jeg gør.
Sneglene er rigtig lette at lave – præcis som almindelig kanelsnegle, og hvis man elsker karamel, nødder og kanel synes jeg virkelig de skal prøves, det er i hvert fald ikke sidste gang jeg bager dem – de er ret fantastiske. Jeg brugte en form der målte 22 x 22 cm.

Opskrift på 12 store karamel-kanelsnegle (Sticky Buns):
50 g gær
1 dl mælk
1 spsk sukker
½ tsk. salt
1 æg
100 g blødt smør
350 g mel

Fyld
100 g blødt smør
100 g brun farin
1 spsk kanel

Karamel topping
200 g brun farin
50 g smør
3 spsk honning
1 spsk sirup
150 g pecannødder

sticky_buns2

Forvarm ovnen til 185 grader.
Udrør gæren i den lune mælk. Rør sukker, salt og sammenpisket æg i mælken.
Findel smørret i melet. Bland mælkeblandingen med mel-smørblandingen til der opnåes en ensartet glat konsistens.
Lad dejen hæve lunt en halv time.
Mens dejen hæver, røres smør, brun farin og kanel sammen.
Når dejen har hævet, rulles den ud i en stor firkant og smørblandingen smøres på. Rul dejpladen sammen og skær 12 snegle.
Til karamelblandingen varmes alle ingredienserne, undtagen nødderne i en gryde ved medium varme, når sukkeret er smeltet og blandingen er begyndt at boble, hældes blandingen i en form beklædt med bagepapir  - nødderne strøes ovenpå karamellen. Sneglene sættes på karamelblandingen, de skal stå tæt sammen.
Bag sneglene midt i ovnen ved 185 grader i 15-20 minutter, de skal være lysebrune på toppen.
Vend straks sneglene ud på et skærebræt når de er kommet ud af ovnen, pas på den varme karamel, pil bagepapriet af og lad sneglene køle lidt inden de serveres lune.

sticky_buns3

Kanelsneglekage

$
0
0

Denne kage kombinerer det bedste fra kanelsneglen med det bedste fra kagen, og giver begge elementer en ny dimension. En af de mange gode ting ved denne kage er, at den er en del lettere at lave end de klassiske kanelsnegle, da du ikke skal lave en gærdej der skal rulles ud. Dejen til  kanelsneglekagen er hurtigt lavet og så skal fyldet bare ”swirles” i – og den smager altså så skønt og efterårshyggeagtigt.
På stort set alle de amerikanske blogs jeg læser, er de gået bananas i græskar EVERYTHING, jeg ved, at  græskar er lig med efterår i USA, men i Danmark har vi ikke rigtig nogen tradition for at bage med græskar. Jeg prøvede det faktisk engang, men var ikke ved at falde i svime over resultatet, og så var det lidt besværligt at stå og koge græskar og purere det, og som I ved, handler sarahskager.dk om lette opskrifter der ikke er tidskrævende og kræver de store konditorfærdigheder (med undtagelse af frostingen til cupcakes – der kan give problemer).
Derfor er dette mit forslag til en dejlig efterårskage og nej, der kommer ikke nogle græskaropskrifter, det værste jeg endnu har set, er en græskarsmoothie – så skal man virkelig være vild med græskar.
Nyd efteråret og god bagelyst
Sarah   
Ps. Jeg havde faktisk hakket 3 Bastognekiks og blandet dem i toppingen, men det behøver man ikke for at få et godt resultat.

Opskrift på 1 kanelsneglekage
1 form ca. 34 x 24 cm
380 g. mel
1/4 tsk. salt
200 g. sukker
4 tsk. bagepulver
3,5 dl. mælk
2 æg
2 tsk. vaniljesukker
120 g smeltet smør

Topping
200 g. blødt smør
220 g. brun farin
1 1/2 spsk. kanel
100 g. finthakkede nødder

Glasur
Flormelis
Mælk eller vand

  1. Pisk mel, salt, sukker, bagepulver, mælk, æg, vanilje og smeltet smør sammen med en elpisker, hvis dejen er for sej blandes en smule mere mælk i den.
  2. Til toppingen piskes det bløde smør, brun farin og kanel sammen i en anden skål og nødderne vendes i.
  3. Kagedejen hældes i en form der er foret med bagepapir og kanelblandingen sættes i klatter på dejen og arbejdes ind i dejen med en kniv eller ske, jeg lavede nogle baner og fordelte den jævnt (se billede nederst). Det virker som om der er meget topping, men når kagen hæver er det ikke for meget.
  4. Kagen bages i 25-30 minutter på 180 grader – jeg brugte varmluft.
  5. Mens kagen er i ovnen, røres ingredienserne til glasuren sammen og kagen pyntes når den er bagt færdig og afkølet.